fredag den 6. juli 2012

E-bogens fagre verden

Det er nu 3 dage siden at min nye bog Magerens Arvtager, blev udgivet som e-bog, og det er stadig lidt nyt for mig. Forlaget Uhrskov, som står for udgivelsen, har været meget lydhøre undervejs, da der blev opdaget et par småting omkring format, beskrivelse mm., og det hele skulle efterhånden være på plads. Vi er dog lige i gang med at skifte fra det oprindelige pdf-format til det mere åbne epub-format, som er mere fleksibelt, især hvad angår visning på ebogslæsere.
Det undrer mig stadig, at der er så stor forskel på hastigheden, hvormed en ebog dels bliver tilgængelig hos diverse forhandlere, og dels hvor hurtig ændringer slår igennem.
Prisen på ebogen var sat lidt for højt i første omgang, men det blev rettet igen samme dag. Alligevel er det ikke hos alle, at den ændring er slået igennem her tre dage efter.
Hvis man ser min bog på mubook.dk, så er prisen 74 kr., beskrivelsesteksten er korrekt, men den er ikke tagget korrekt under fantasy.
Finder man bogen hos Bog og Ide så er prisen 74,95 kr., beskrivelsesteksten er helt smeltet sammen, så der ikke er linieskift mellem den indledende tekst fra en scene i bogen, og den mere overordnede handlingsbeskrivelse. Desuden kan jeg ikke se, hvad kategori den er tagget under, den synes ikke at dukke op nogle steder, andet end hvis man søger specifikt efter den.
Hos ebogreolen.dk er prisen 154,95 kr. og der mangler halvdelen af beskrivelsesteksten. Til gengæld er den her tagget rigtig nok under Skønlitteratur - Fantasy og Scifi.
Hos Gyldendals internetboghandel er prisen 79 kr. og der mangler også halvdelen af beskrivelsen. Men som den eneste jeg har fundet, er den tagget helt korrekt med Børn og unge, Eventyr, Fantasy, Skønlitteratur, Spænding.
Ved Saxo.com som kalder sig Danmarks største online boghandel, koster bogen 84,95 kr, og beskrivelsen er som hos Bog og Ide klasket helt sammen i én køre. Hvad kategori den ligger under, er ikke til at se. Lige nu dukker den ikke engang op, hvis man søger via deres egen søgefunktion, jeg fandt linket til Saxo via en søgning på bogpriser.dk.(ja, jeg måtte søge på isbn nummeret, på titlen kan den ikke findes)
Og så den sidste jeg vil nævne her, Arnold Busck. Her er prisen nede på 62,50 kr., beskrivelsen er helt som den skal være, men de bruger ikke noget med kategorier for e-bøger, så igen skal man kunne finde den via titlen. 
Jeg kan ikke rigtig se noget mønster i det, og det ærgrer mig en del at der skal være den slags små skår i glæden ved udgivelsen, men der er åbenbart ikke rigtig noget at gøre ved det.


På mandag skulle jeg få mine eksemplarer af den trykte udgave leveret, så må vi se, hvordan det går videre derfra.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar